Omme bagved og højt hævet over Ospedaletti, Sanremo og Bordighera finder du det vildeste udsigtspunkt med et kæmpe view, som du (næsten) med garanti får for dig selv. Men du skal være klar på lidt af en tur derop.
Vi har vandret i bjerge mange steder i mange lande, og vi er altid spændte på, hvor stor gevinsten i form af den udsigt, vi når frem til, er. I Norge er der eksempelvis næsten altid fuld valuta, mens vi i Østrig har oplevet at nå endemålet og stå og glo ind i tætte trætoppe 10 meter foran os – og de bjørne, de advarede om, dem så vi heller ikke.
Jeg kan lige så godt afsløre med det samme, at den her tur gav fuld valuta på udsigt og oplevelse. Og set i lyset af den storslåede udsigt vil jeg betragte turen som let. Du kan blive træt, og du skal være klar på at bevæge dig og klatre lidt – men i let terræn.
Vi bor en del af vores tid i vores lejlighed i Ospedaletti – et lille stykke paradis her på jorden, beliggende mellem Sanremo og Bordighera på den italienske nordkyst i Ligurien, i den del der går under betegnelsen Riviera di Ponente. Derfor bruger vi en del tid på at besøge steder i Valle Argentina – bjergene, der ligger og beskytter kystbyerne i området, og som er med til at skabe et helt fantastisk klima. Og det er helt særligt.
Citrusfrugter på træerne i december i Ospedaletti
I vores søgen efter spændende steder var vores mål denne dag ruinen af den nedlagte mellemstation i San Romolo til en tidligere svævebane, der transporterede gæster hele vejen fra Sanremo ved kysten og op til Monte Bignone – en tur på mere end 7 km. Og når man nu er stoppet et sted, så tjekker vi jo lige, om der er andet, der er værd at se. Her faldt vores øjne så på Monte Caggio.
Læs om vores tur til den nedlagte svævebane i San Romolo
Et spot midt ude i det grønne på kortet, uden synlige veje til at lede os derud, men med en flot udsigt. Det skal vi da se. Det viste sig dog at blive lidt mere besværligt, end vi lige havde forestillet os. Problemet var, at vi ikke kunne finde et sted at starte turen, så vi kom til at køre en del frem og tilbage på de omkringliggende veje, før vi endelig fandt en vej. Og det var nok os, der dummede os, for det er vist muligt at parkere i San Romolo og derfra starte vandreturen.
Nu behøver du ikke dumme dig – det har vi gjort for dig.
Nå, men vi finder altså det her skilt, der viser mod Monte Caggio, og da det ikke er det mest overrendte område – ikke i foråret i hvert fald – er det også let at få bilen parkeret på vejen tæt ved.
Ruten starter som en meget flot anlagt, brostensbelagt vej, der snor sig mellem træerne op ad bjergsiden som en serpentinervej. Stejl sine steder, men meget let at gå på. Jeg kan dog godt have en idé om, at overfladen kan være glat i regnvejr, men det er ikke noget, jeg ved noget om. For at du kan få en idé om niveauet, kan du her se det fodtøj, vi havde på.
Det skal dertil siges, at vi ikke ejer vandrestøvler eller vandretøj. Vi har altid bare vandret turene i de sko, vi nu engang havde på den dag, hvilket – indrømmet – kan give nogle ømme fødder indimellem.
Når først du har “besejret” den brostensbelagte vej, kommer du til en grussti, der ligger som en vandret kam, hvor du kan slappe lidt af i benene, inden det igen begynder at gå opad. Og når det gør det, møder du et par passager, hvor du lige skal lægge lidt kræfter i og løfte knæene lidt højere end normalt. Ikke det vilde og voldsomme, men det kræver alligevel et sæt okay ben.
Opad, opad, opad. Sådan er den sidste del af ruten. I lang tid er der ikke rigtigt noget, der indikerer, at man er ved at nå målet, indtil man når til en radiomast og et simpelt gammelt trækors. Her nåede vi lige at tænke: “Øv – er det det?” Men det er det heldigvis ikke.
Bare 50 meter forbi masten og korset nåede vi til det lille plateau, hvor den vanvittigt flotte udsigt åbenbarede sig for vores øjne.
Man mister faktisk lige vejret et kort øjeblik.
Den dag, vi tog turen, var der en voldsom vind fra nord, som faktisk var med til at gøre selve vandreturen lidt voldsom, men her på plateauet var der fuldstændig vindstille.
Vi satte os ned på klipperne og sad bare der i en rum tid og kiggede uden at tale og sugede øjeblikket ind.
Med Madonnafiguren i forgrunden havde vi frit syn fra Saint-Tropez og Antibes over Ventimiglia og Bordighera til bjergene bag Ospedaletti og Sanremo. Alt sammen med det blå Middelhav som baggrund.
Fuld valuta for den lille time, det tog at vandre til toppen.
Som det ofte er med den slags oplevelser, er det svært helt at vide, hvornår man har fået nok og skal begynde nedturen. Men det skal jo gøres på et tidspunkt – vende ryggen til det storslåede og igen bevæge sig tilbage til skoven, hvor vi nu havde den stærke blæst pivende lige i ansigtet. Og som så mange gange før blev jeg overrasket over, at det egentlig er hårdere at vandre nedad, når det er stejlest, end at kravle op.
En lille time efter, vi startede nedturen, stod vi igen ved bilen, og vi trillede stille ned mod Coldirodi og videre hjem til vores lejlighed i Ospedaletti, hvor vi stillede bilen og fortsatte til fods ned til byen og barerne for at skylle dagens indtryk ned med en Aperol på Bar XX.
Måske kan du også blive inspireret af ......
Funivia Sanremo - Monte Bignone - Gondolen står stadig i San Romolo
Ospedaletti – Et lille sted med et stort hjerte og en evig plads i vores
Jagten på den gode olivenolie i Ligurien – og hvorfor La Strada dell’Olio mest er en idé
Vi tog Prosecco ruten - Uden at rører en eneste dråbe prosecco!
