Måske har du aldrig hørt om Prosecco-ruten, eller på italiensk: Strada del Prosecco, som jo bare lige lægger længder af italiensk coolness til sådan en køretur. Ruten strækker sig mellem de to byer Valdobbiadene og Conegliano - eller det vil sige, det er slet ikke en rute, som vi troede, men et virvar af veje, som man kan køre fuldstændigt, som det passer en - og det passede så lige os at køre forkert den ene gang efter den anden.
Sommeren 2024 er vi på et længere ophold i vores lille lejlighed i Ospedaletti, på den italienske nordkyst - jo tak, vi bor på de sidste par hundrede meter af Alperne og har fem minutter til Middelhavet - og da vores datter gerne vil låne lejligheden, er det en kærkommen undskyldning for at køre ud på eventyr i Italien.
Første tanke var at køre af de snoede kystveje, hele vejen til Amalfi, og hjem igen. Men som temperaturen steg, og i det sydlige Italien nåede op mod de 40 grader, syntes vi, at vi ville blive i det lidt køligere Norditalien, hvor nattetemperaturen ikke nåede op på meget mere end 23 grader.
Vi kendte faktisk ikke fænomenet Prosecco-ruten, før vi begyndte at kigge os om efter steder, vi kunne besøge. Men vi kan godt lide prosecco, og vi kan godt lide Italien, og så er vi vilde med at lufte vores elektriske Polestar. Alt i alt en god cocktail for en tur ud i det blå.
Vi talte lidt med vores ferie-underbo Lorenzo, der bor fast i Treviso, som sagde, at det var alletiders smuk tur og et dejligt område at besøge. Og dermed var det en plan.
Som det nu er med elbil, så var det lige om at tjekke mulighederne og den bedste rute, så det hele passede med vores Tesla-abonnement, men i dag er der jo stort set ingen udfordringer i at køre rundt i elbil - ikke engang i Italien, selv om mange italienere stadig synes, at elbiler er noget mærkeligt.
Omkring 470 km havde vi til første overnatning i Vicenza, hvilket betyder to ladestop for vores Polestar, og det betyder to skønne pauser med dejlig italiensk kaffe og måske en lille dolce. Vi nåede til vores hotel først på aftenen og sørme om, at der ikke var aircondition. Vi skruede den helt i bund og lå bare og nød at fryse, for første gang i meget lang tid.
Hvor i hulen blev ruten af?
Dagen efter var det tidligt op, og så ellers bare afsted mod Valdobbiadene, som jo markerer starten på Prosecco-ruten - eller slutningen, om man vil. Mulighederne for opladning af bilen var tjekket og på plads, så det var bare om at nyde turen.
Vel ankommet til Valdobbiadene tænkte vi, at der ville være et kæmpe skilt med Strada del Prosecco - Den vej. Men nej. Ikke rigtigt noget, der på nogen måde indikerede, i hvilken retning vi skulle køre, men så er der jo internettet, hvor vi fandt en pdf-ting med en oversigt over noget, der kunne minde om en rute - eller mange ruter, for som jeg skrev i indledningen, så er Prosecco-ruten ikke rigtigt en bestemt rute, men mere et område.
Det er DOC det hele handler om
Det handler om, at der kun er to steder i Italien, prosecco kan få det statskontrollerede kvalitetsmærke DOC og det ene sted er så de vingårde, der er placeret mellem Valdobbiadene og Conegliano. Prosecco-ruten dækker derfor mere over et område, end det er en egentlig vej. Det er til gengæld et vanvittigt smukt område med det skønneste bløde bakkelandskab, fuldstændigt overgroet med vinranker. Faktisk er der ikke en plet, om det så er en lille baghave, hvor der ikke er plantet en vinranke. Hver eneste kvadratmeter indgår i dyrkningen af druer til de lækreste DOC prosecco’er.
(U)skiltning i bedste italienske stil
Nå, men vi fik tjekket det pdf-kort, vi havde downloadet, og fandt et skilt mod den næste by på vejen, og lagde godt fra land. Og sørme om, at der ikke også var et lille brunt skilt med “Strada del Prosecco”. “Det bliver let,” tænkte vi, men i bedste italienske stil blev der ikke rigtigt fulgt op på de brune vejvisningsskilte, og pdf-kortet og GPS’ens kort i bilen matchede ikke rigtigt i udseende, så vi nåede vel sådan ca. 500 meter ud af ruten, før vi drejede forkert, så vi måtte forsøge os ad diverse småveje, før vi var tilbage på sporet - denne gang dog på det, vi havde udset som tilbagevejen.
Da vi ikke rigtigt vidste, hvad vi kunne forvente af oplevelser, havde vi en idé om, at vi skulle følge ruten fra pdf-kortet. Måske havde vi tænkt det som en slags forlystelse, hvor man kører i kortege rundt - som i tigerburet i Knuthenborg Safaripark - jeg ved det ikke. Men det gik forholdsvis hurtigt op for os, at dette ikke er en turistmagnet, og det i bund og grund bare er et område med vingårde, som man kan opleve i fuldstændigt det tempo, man har lyst til.
Ikke en dråbe prosecco her!
Undervejs kan man besøge vingårdenes udskænknings- og udsalgssteder, eller man kan smage og købe ind i nogle af de butikker, som sælger vinen fra mange forskellige gårde. Eller man kan, som vi gjorde mest, parkere bilen og gå ud i landskabet og bare nyde de smukke bakker med de kolossalt mange vinranker.
Af diverse omveje nåede vi frem til Conegliano, som er den østlige by i DOC-området. Det er en ret stor og ret ligegyldig by lige bortset fra, at der her er mulighed for at lade sin bil op. Så det gjorde vi, og så skyndte vi os ellers afsted vestpå igen mod Valdobbiadene, som er en rigtig hyggelig by med et stort bytorv og stille gader.
Tilbage i Valdobbiadene var det ved at blive sen eftermiddag, og vi blev enige om, at vi ikke rigtigt havde fået set det hele og ikke rigtigt fået taget “det” billede, så vi ville finde et sted at sove og så fortsætte dagen efter. Prosecco havde vi ikke fået noget af i løbet af dagen, for der er et eller andet trist i, at den ene sidder lidt halvsnaldret i bilen, mens chaufføren så bare virkelig er chauffør, og da vi ikke kunne finde et sted at sove i byen, men skulle ud at køre, gav det heller ikke mening at gå på bar nu.
Har du prøvet Birramisu?
Vi fandt et ret fedt sted ca. 20 km fra byen, som hedder Norah’s Hill, og som er en fantastisk lille oase, hvor mange lokale kommer og spiser fredag og lørdag aften, og skulle du være kommet til at få lidt for meget alkohol, så kan man leje et værelse. Så nu var chancen der til at få lidt at drikke - men men men! Norah’s Hill er en del af et bryggeri, så kortet var naturligvis fyldt med øl.
Nu er vi meget glade for øl, så det var sådan set fint og spændende nok, men vi kunne efterhånden godt se, hvor det bar hen af. En Prosecco-tur uden en dråbe prosecco. Til gengæld et meget spændende drinks- og menukort med blandt andet “Birramisu”.
Vi endte med et par husets burgere og testede diverse øldrinks, og det var herligt blot at skulle gå op til 1. sal for at sove.
Efter en helt utrolig overvældende lækker morgenmad med alle de barista-bryggede kaffer, vi ønskede, og friskpresset juice i rå mængder til at skylle det hjemmebagte brød med egnens bedste oste ned, tog vi tilbage til de bløde grønne bakker for at få et par skud mere med hjem.
Il grande Finale
Det blev til en halv dags tid mere i bakkerne, stadig uden prosecco, men med en jammerlig sandwich, mens vi ladede Polestar’en op i Conegliano, og herefter vendte vi snuden mod Bergamo, hvor vi skulle besøge vores italienske bekendtskab Matteo, der driver Grems Bike Hostel i Parre.
Alt i alt en skøn tur i et af de smukkeste landskaber, i en af de fedeste biler, vi har haft - elbil kommer virkelig til sin ret i bjerglandskaber på små veje - men uden en eneste dråbe prosecco undervejs.
Til gengæld ved vi nu meget om prosecco og vingårdene, og det har gjort det lidt sjovere, når vi nu køber prosecco i supermarkeder og andre steder. Så vi har fået så rigeligt efterfølgende.
Helt klart en anbefalelsesværdig tur, men det er nok svært at bruge meget mere end to dage i området. Med mindre du indkvarterer dig i, vi vil anbefale Valdobbiadene, og dermed får tid og mulighed for at smage på dråberne i det autentiske miljø.
