I 1936 blev der bygget en svævebane fra Sanremo til Monte Bignone. 7,5 km - og på det tidspunkt en af verdens længste. Turen tog 40 minutter og man skulle skifte undervejs, på mellemstationen i San Romolo. I 1981 lukkede man den midlertidigt, men den åbnede aldrig igen, og det eneste der er tilbage er ruinen af mellemstationen.
Vi er vilde med ruiner og gammelt rust, som naturen får lov til at indtage, og vi reciderer i området, så vi har naturligvis taget turen derop.
Ikke mege at komme efter - Og så alligevel
San Romolo - Ja den er god nok. Dagens tur gik ikke til Sanremo, men til San Romolo, som ligger sådan cirka 7-8 km fra Sanremo i fugleflugtslinje. Ikke en by, der på nogen måde har særligt meget at byde på, ud over et par barer, en lidt trist park midt i det hele, og så er byen også udgangspunkt for organiserede mountainbike- og vandreture rundt i bjergene i Sanremos baghave.
Men så huser byen også ruinerne fra en svævebane, som blev bygget i 1936 af en herre ved navn Pietro Agosti, og da vi af en eller anden grund er ret fascinerede af gamle forfaldne ting i naturen, var det egentlig ret oplagt, når vi nu alligevel tilbringer en del tid i vores lejlighed i Ospedaletti, at tage turen derop.
To veje at vælge imellem
Når man kommer fra middelhavskysten, er der ligesom to veje. Man kan køre op gennem Coldirodi eller op gennem Sanremo. Vi tog den Sanremo-rute derop og gennem Coldirodi hjem.
Tager du ruten gennem Sanremo, får du lov til at opleve det "rigtige" Sanremo, frem for det polerede turistområde omkring havnen og gågaden. Ikke at der overhovedet er noget i vejen med det område - det er bare to forskellige verdener.
Fra fladt land til bjerg på få minutter
Ligurien er formet med et mere eller mindre stykke fladt land ud mod Middelhavet, og fra det flade stykke ledes du op af henholdsvis de sidste Alper vest for Genova og Appenninerne øst for Genova - sådan groft sagt.
Så for at komme til San Romolo skal du op ad Alpebakken, og den starter faktisk allerede nede i Sanremo, hvorfor du kommer til at køre serpentinerveje og bykørsel på én gang. Det er der dog ikke noget dramatisk ved, til gengæld kommer du til at opleve noget meget autentisk. Det er ikke alle steder, at selv to Fiat 500 kan passere hinanden, og det er ikke alle sving, der kan klares uden lidt bak frem og tilbage. Men italienerne er jo venligheden selv i trafikken og ved, at man skal give hinanden plads, hvis ikke trafikken skal bryde sammen.
Du kommer forholdsvis hurtigt gennem byen, og så er det bare at nyde den halvtomme bjergvej med de mange hårnålesving. Der er ikke mange, der har ærinde i San Romolo i det daglige. Det betyder til gengæld, at det er muligt at få en parkeringsplads, når du først har nået byen.
Ingen skilte. Ingen indgang. Perfekt
Du skal så lige være med på, at den gamle svævebane ikke er tiltænkt som turistattraktion, og derfor finder du ikke et stort skilt med "Stazione Funivia" - og vi så i øvrigt heller ikke et lille skilt.
Men du skal op ad vejen på den modsatte side af parkens parkeringsplads, og der kan du, mellem træerne, se et gammelt kabeltårn.
Du finder heller ikke en indgang. Faktisk er bygningen indhegnet med en lås på lågen, men helt ude i højre side af grunden er der en meget smal skråning, hvor du skal kravle rundt om et træ, og på den måde får du adgang til ruinen.
Indgangen til Stazione Funivia
En idé, der faktisk gav mening
Svævebanen blev som sagt bygget i 1936 og forbandt Sanremo med området op mod Monte Bignone. Den kørte i mange år og var i sin tid en ret stor ting. Ikke bare lokalt, men også teknisk.
Det var heller ikke bare en skør idé, nogen fik over en espresso. Pietro Agosti var ingeniør og entreprenør, og svævebanen var tænkt som en reel forbindelse mellem Sanremo og bjergene bag byen. Ikke kun som en attraktion, men som en måde at få folk op i højden uden at skulle kæmpe sig op ad vejene.
På det tidspunkt gav det god mening. Sanremo var allerede en etableret ferieby, og der var et klart ønske om at udvide oplevelsen. Ikke kun hav og promenade, men også luft, udsigt og natur. Svævebanen gjorde det muligt at komme fra byen og op til Monte Bignone på omkring 40 minutter, og det var både turister og lokale, der brugte den.
Hvordan den døde (helt stille)
Den fungerede faktisk i mange år og transporterede rigtig mange mennesker uden de store problemer. Men som det ofte sker med den slags anlæg, begyndte det at knirke med tiden. Teknologien blev gammel, vedligeholdelsen dyrere, og samtidig blev det nemmere at komme rundt i bil. Det, der engang var en løsning, blev stille og roligt overhalet af noget andet.
Til sidst blev det simpelthen for dyrt at holde den kørende.
Den lukkede i starten af 1980’erne, officielt midlertidigt, men den blev aldrig åbnet igen. Og i stedet for at blive pillet ned, blev den bare stående.
Gondolen
Den er ikke engang nået at blive til en "rigtig" ruin endnu, hvad det så end må være. Bygningen står stadig i nogenlunde stand, men den er jo heller ikke meget andet end et stort overdække, der naturligvis vender mod Sanremo, og så nogle indelukker, hvor der har været teknik.
Højdepunktet er klart den gamle gondol, som er blevet efterladt på perronen. Et sandhedsvidne, der giver liv til fortællingen om en tid, hvor fascinationen for de muligheder industri og teknik indimellem blev udlevet til det maksimale.
Det er ikke en destination
Det er helt sikkert ikke en oplevelse, man skal køre meget langt efter, med mindre du har en særlig interesse for gamle nedlagte svævebaner. Og hvis du bare hader gamle forfaldne bygninger og rustne strukturer, så er det her nok heller ikke noget for dig.
Men hvis du er i området og vil mærke historiens vingesus, så vil jeg da klart anbefale et besøg.
Ellers er der ikke så meget at forklare.
Man går lidt rundt. Kigger. Prøver at forestille sig, hvordan det har set ud, da det var i drift, mens man ærgrer sig over, at der ikke er nogen, der har fjernet beplantningen, så man kan få den fulde udsigt til Sanremo. Og så går man igen.
Det er ikke et sted, man bruger timer. Der er ikke noget, man skal nå. Og der er heller ikke nogen, der forsøger at fortælle én, hvad man burde synes om det.
Og det er måske meget fint.
For det er netop det, der gør det interessant. At det ikke er gjort til noget. Det er bare blevet stående, og så må man selv finde ud af, om det er værd at bruge tid på.
Tænk ikke på det som en oplevelse i klassisk forstand. Mere som en lille omvej, der giver en historie med hjem. Noget man ikke lige støder på, hvis man bare følger de oplagte ruter langs kysten.
-
Er du interesseret i andre ture i området:
Jagten på den gode olivenolie i Ligurien
Ospedaletti – Et lille sted med et stort hjerte
Vi tog Prosecco ruten - Uden at rører en eneste dråbe prosecco!
