RABAT: 2 billeder 15% - 3 billeder 20% - 4+ billeder 25%

rabatten gælder billeder. Rammer er altid billige ved samkøb!

TILBUD: 15% på ALLE Fotoplakater & 10% på ALLE Kunstplakater

Rejseguide fra vores foto tur til prædikestolen i Norge
Tilbage til blog

Rejseguide fra vores foto tur til prædikestolen i Norge

Forestil dig at du er på vandretur og klatrer op ad i to timer i uvejsom terræn, på stejle sten og klipper, hvorefter du fortsætter over åbne vidder med moselandskab, til du pludseligt befinder dig en meter fra en kant, med 600 meter lodret fald - hvordan ville du reagere?

Jeg ved præcist hvordan jeg reagerer, da det er det, man oplever på sin vandretur til prædikestolen i Norge. Jeg indrømmer, at mit hjerte pumpede lidt hurtigere, og jeg hev lidt efter vejret - ikke kun på grund af den bjergtagende oplevelse!. Undervejs fik jeg også lidt gele i benene, da de sidste hundrede meter til selve plateauet er meget meget tæt på kanten.

Da vi kom til toppen satte vi os langt fra kanten, for lige at få luften igen, og kigge på de mange mennesker der lavede alle mulige vandvittige ting på det 25 x 25 meter plateau, 600 meter over Lysefjorden.

Dette er en beskrivelse af vores vandretur til Prædikestolen i Norge, som vi foretog i forbindelse med vores rejse til Stavanger i 2015. En vandretur der kræver en del, men som er alle anstrengelserne værd, i form af de mange flotte billeder du kan tage på turen til plateauet, og den vilde udsigt fra toppen af prædikestolen.

Læs videre og få praktisk information om overnatning, vejen til Prædikestolen, parkering ved Prædikestolen med videre.

kig nedefra til prædikestolen fra lysefjorden

600 meter under Prædikestolen 

 

Hvordan kommer man til Prædikestolen?

Prædikestolen, eller Preikestolen, som den hedder på norsk eller Pulpit Rock, som den kaldes på engelsk, ligger i Ryfylke, der er et område øst for Stavanger på den sydvestlige kyst.

Vores vandretur til Prædikestolen i Norge var blot et af målene for vores 2015 tur til den norske natur. Vi var kørende i egen bil, og overnattede på et hotel i Stavanger, hvorfra det er meget let at komme til parkeringspladsen ved starten af den officielle rute til toppen. Man kan enten tage en færge fra Stavanger til Tau, eller man, som vi gjorde, køre syd om Stavanger til Lauvvik, hvorfra der er færge til Oanes. Færgerne i den norske skærgård sejler non stop og er forholdsvis billige at benytte. Fra Stavanger til Tau tager det 40 minutter, mens det fra Lauvvik til Oanes tager 5 minutter - dertil skal der, i vores tilfælde, naturligvis lægges køreturen fra Stavanger. Parkering på den officelle parkeringsplads koster 100 NOK, for så lang tid man har brug for. der betales i en automat, der tager i mod alle mulige kreditkort. Så vidt jeg husker er der parkering forbudt over alt, uden for pladsen - såå.

Hvis man er afsted uden bil er det stadig let at komme til Prædikestolen. Der er den billige mulighed, at tage færgen fra Stavanger til tau, hvorfra der er busforbindelse, eller den noget dyrere at tage en af Lysefjords turistbåde til Oanes, hvorfra der er arrangeret bus. Benytter du sidste mulighed, kan der også aftales opsamling til tilbageturen.

Parkeringsområdet ved foden af Prædikestolen

Prædikestolen parkering 

Hvor hård er vandre turen til Prædikestolen?

En vandretur til Prædikestolen i Norge er en klassiker blandt norske vandreture. Selv om nordmændene ikke selv regner turen for noget særligt, og der er blevet anlagt en rute af nepalesiske sherpaer, så kræver turen til toppen af Prædikestolen eller Preikestolen, at du er nogenlunde fit. Turen er ikke så hård, som det ser ud i filmen Mission Impossible med Tom Cruise, men du skal være klar på en udfordring.

Hvis du er nysgerrig på hvor lang tid turen til Prædikestolen tager, så tog det for os cirka 2 timer op af og cirka 2 timer ned af plus den tid vi brugte på toppen. Det kan derfor være meget godt at planlægge at starte turen forholdsvis tidligt på dagen.

Inden vi startede opturen gjorde vi os klar, ved bilen, men vi var tydeligt “underdressed” i cowboybukser og kjole - det var min kone i kjolen ;) - for rundt om os iklædte folk sig lækkert vandretøj, vandresko, seje støvler og store fyldte rygsække. Vi medbragte en halv pose mandler, to Kit Kat chokoladebarer og en halv liter vand, hvilket var alt rigeligt. Vi var dog begyndt at tænke på, om vi havde forberedt os godt nok til turen, da vi startede turen mod toppen. Turen er hård men kræver ikke meget udstyr, vi så eksempelvis folk i sko med hæle, der forcerede de stejle sten.

Mere om selve vandreturen til Prædikestolen 

Fra parkeringspladsen starter man ud med, at gå under en i øvrigt meget lidt befærdet vej, gennem en tunnel, og jeg nåede lige at tænke at det blev en let tur, men allerede meget kort efter begyndte det at stige og ikke meget mere end 100 meter længere henne, måtte jeg til at spare lidt på snakketøjet, så jeg kunne trække vejret.

Efter en kort tur på den første stejle grusvej kommer der et stykke med store stykker granit, der ligger så de danner en form for trappe med meget høje uregelmæssige trin. Det er blandt andet disse trin, der er lavet af nepalesiske sherpaer. Det er en typisk norsk måde at anlægge stier i naturen, som indpasser sig smukt i omgivelserne, men i dette tilfælde har de dog gjort brug af udenlandske eksperter. De meget høje trin i granit er naturligvis også lidt hårdere at forcere, end en almindelig trappe. Vandreturen til Preikestolen var stadig lige startet og stadig forholdsvis let, men den er meget lang, og jeg begyndte at tænke at jeg nok ville være træt, inden vi nåede toppen.

Vel oppe over det terrasserede granitstykke er der et flat stykke på granitunderlag, og så lidt mere flat granit, herefter en lang tur på en gangsti af træsveller over et meget sumpet område. Herefter igen en stejl side med terrasserede granitstykker. Underlaget skifter ofte, men det meste af tiden klatrer man på granitstykker indtil man når til et stort åbent område med små vandhuller dannet i den hårde granitgrund. Turen over denne flade er lang og lige pludselig helt henne for enden står man med fødderne på kanten af et lodret fald på 600 meter. I bedste norske stil er der ingen værn, ingen skiltning, hvilket jo bare er med til, at forstærke oplevelsen af den rå natur.

Udsigt over lysefjorden fra prædikestolen

Her opdager du at du er 600 meter over Lysefjorden

 

Efter at have travet i mere end 1,5 time i sikkert og ufarligt terræn, var det en kæmpe oplevelse med sug i maven i det vi kom til det frie fald, og udsigten over bjergene, der indkranser Lysefjord, var intet mindre end bjergtagende - helt fantastisk og hele turen værd. Nøjagtig på dette tidspunkt opdager man hvordan ens krop reagerer på højder. Min krop havde det fint, men dog ikke lige så fint som de folk, der havde mod til at sidde med benene dinglende ud over kanten.

Fra det punkt, hvor man når kanten, er der stadig omkring 100 meter til selve plateauet Prædikestolen, og det foregår udelukkende på en smal sti, hvor man praktisk talt går på kanten af bjerget. På det smalle stykke skal jeg erkende at mine ben blev liiidt bløde. Plateauet er ca 25 x 25 meter, og vi startede ud med, at sætte os godt i baggrunden for indhalere alle oplevelserne, mens vi betragtede menneskerne, hvoraf enkelt lavede, i vores øjne, mærkelige ting ude på fremspringet. Flere sad med benene ud over kanten, en ung fyr stod på et ben på den yderste kant mens en familie lod deres, meget små børn, løbe rundt på den lille flade. Man må dog sige at det er de fleste, der overlever. Der er vidst, til dato, kun et enkelt dødsfald fra Prædikestolen, da en spansk turist faldt ned i 2013.

turister der løber rundt på prædikestolen

Turister på Prædikestolens plateau

 

Vi spenderede en lille time med at fotografer, blive fotograferet og kigge på mennesker, før vi besluttede os for, at starte vores tur ned igen. Vi fulgte den afmærkede rute, men der skulle være alternative ture, hvis man er til det. Vi kunne dog ikke rigtigt finde dem, så efter at være kommet ned samme vej som vi kom op, og var tilbage ved bilen, havde vi brugt godt fire timer. Benene var trætte men i god forfatning. Det er ikke en svær vandre- og klatretur, men den er udmargende, så du skal være forberedt på at vandre og kravle i lange perioder. Selv om vi så enkelte i mærkeligt fodtøj, så vil vi råde til godt fodtøj med en god sål. Jeg gjorde turen i sneakers, og jeg var meget øm under fødderne, efter at have gået på de mange mange skarpe og spidse granitflader. Mit springerknæ var heller ikke helt tilfreds, men turen var det hele værd.

Er du i området omkring Stavanger og Ryfylke, så besøg Prædikestolen eller Preikestolen, på norsk, du vil helt sikkert ikke fortryde en vandretur til Prædikestolen i Norge. Happy hiking.

fladt område tæt på prædikestolen

Et af de flade stykker 

Granittrappe

Granitstykker udlagt som trappe

Svellebro over det våde moseområde

Svellebro over det våde moseområde

en af de mange stigninger med granitsten

En af de mange stigninger med granitsten

 

PS: lad være med at køre direkte til Månefossen, hvor der også skal kravles - her på helt glatte stejle flader, hvor man trækker sig op i reb. Det giver efter bitter erfaring, meget ømme ben ;)

En lidt mindre kendt vandretur, som i sværhedsgrad, minder meget om den til Prædikestolen, er en tur til gletscheren Folgefonna. Du får ikke helt samme rush som, du gør ved, at stå ved det lodrette fald på kanten af Prædikestolen. Til gengæld kommer du helt tæt på en af naturens mere spektakulære fænomener, nemlig en gletscher.

Læs flere rejsehistorier fra Norge?

Endeligt er du også meget velkommen til, at se vores efterhånden store samling med plakater med norske motiver.

udsigt over lysefjorden fra prædikestolen

Tilbage til blog

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.