Der er steder, man rejser til. Og så er der steder, man lander i – uden helt at vide hvorfor. For snart tre år siden købte vi en lille lejlighed i Ospedaletti. Dengang vidste vi bare, at her var noget særligt. Nu ved vi, at det var en af de bedste beslutninger, vi nogensinde har taget.
Ospedaletti ligger som lidt af en skjult oase på den italienske nordkyst, mellem Sanremo og Ventimiglia, tæt på grænsen til Frankrig. Byen ligger i læ af de sidste folder i Alperne – bjergene kaldes Argentera-massivet – og det er måske derfor, klimaet her er noget nær perfekt. Lunt og mildt - vejret kan dog også vise tænder, når storm og regn sætter ind. Som om vinden også tager sig en pause her.
Men det, der virkelig gør Ospedaletti til noget særligt, er følelsen af at høre til.
Emaljeskilt der hænger i nabobyen Coldirodi
Vi er blevet taget imod med en varme, man ikke kan købe sig til. På “Dal Baffo” skåler vi med de lokale håndværkere mens vi hører om, hvem der ejer hvilken scooter eller hvem der er i familie med hvem. På “Bicibar” får man den slags snacks, der får én til at bestille en drink mere. Og på “Gagian” – en oase helt tæt på stranden, falder vi ofte i snak med stamgæsterne, som om vi havde boet her hele livet.
Om morgenen går turen ofte til Alexandra’s eller Bar Jolly, hvor vi indtager kaffe mens, mens krummerne fra cornettoerne bliver flere og flere på bordet, og alle nikker godmorgen, også dem vi aldrig har mødt før. Det føles trygt - det føles som en by, der altid har inviteret fremmede indenfor.
Aftentur på strandpromenaden
Vi er blevet lokale på halvtid
Det tog lidt tid at finde rytmen. Ikke bare med sproget, men med det hele. Siestaen, for eksempel. Hver gang vi kommer herned skal vi lige tilpasse os rytmen med lukkede butikker midt på dagen, og at vi her først spiser aftensmad ved ottetiden, nærmest på det tidspunkt vi børster tænder i Danmark.
Vi bor i en lille lejlighed i Villa Nazaret, på 6. sal. Nede i haven har vi en bænk, hvor vi ofte sidder om eftermiddagen med en drink og bare nyder udsigten, solen og freden. Der bliver ikke sagt så meget. Det behøver der heller ikke.
Det lyder ret godt, og det er det egentligt også – blandt andet fordi vi har udsigt over hele byen og havet i ét bredt panorama. Om morgenen åbner vi vinduerne og lader solen vælte ind, mens vi sætter den italienske kaffemaskine på overarbejde.
Når vi bevæger os ud, sker det i roligt tempo. Ikke fordi vi er blevet dovne, men fordi Ospedaletti kræver det. Det er en by, hvor man hilser, før man handler, og hvor der godt kan gå ti minutter mellem indgangen til bageren og selve brødet – fordi nogen lige skulle forklare, hvordan deres nevø havde fået arbejde i Genova.
Vi forsøger os på italiensk, og det går efterhånden… nogenlunde. Vi mestrer de høflige fraser og har et rimeligt tag på “due Spritz” og “senza ghiaccio”. Men lad os bare sige, at italienerne foreløbigt har gjort større fremskridt med det engelske, end vi har med det italienske. Det tager de heldigvis med smil og tålmodighed. Der er efterhånden flere, der ved, hvad vi prøver at sige, end vi selv gør.
En gammel bydel med farver i stemmen
Man skal ikke være arkitekter - men det er vi - for at forstå, hvorfor vi blev forelskede i Ospedaletti. Den gamle bydel ligger smukt mellem Corso Regina Margherita og havet, med huse i solbagte farver, hvor gul, rød og brændt terrakotta lever side om side med forvitret mursten og balkoner fulde af vasketøj.
Gaderne er smalle og snørklede, og selv Google Maps giver op i visse hjørner. Det er en del af charmen. Man farer ikke vild – man bliver væk på den gode måde. Som om byen giver sig selv lidt ad gangen.
Der er en slags stille stolthed over husene. De er ikke perfekte, men de er her stadig. Nogen har malet noget i den forkerte nuance, og det er bare helt perfekt. Citrustræerne står alle steder om det så er i en sprække i fliserne. Alt sammen er det med til at fortælle en historie om et sted, der ikke har travlt med at være noget andet end sig selv.
Langborde og lokale fester
Hvis man følger med i livet i Ospedaletti bare et lille stykke tid, får man hurtigt fornemmelsen af, at her fejrer man ting. Ikke nødvendigvis store nationale begivenheder, men de nære og næsten poetiske – courgetten, den lille fisk eller en bestemt dato på kalenderen. Og det gør man med manér.
Langborde bliver båret ud på torve og sidegader, og pludselig sidder man der, skulder ved skulder med byens borgere og spiser noget, man aldrig har smagt før, men som smager af fest og tilhørsforhold. Man køber en billet, får udleveret bestik i plast og vin i papkrus, og så er man med. Og det er rigeligt.
Vi har siddet til bords med folk, vi aldrig havde mødt før, ja selv byens borgmester som i den grad er en del af det lokale liv. Vi tror ikke at borgmesteren lige husker os, men for os var det så sandeligt en oplevelse. For der er da noget over en by, hvor man fejrer sin squash med fest og højt humør - sammen med byens borgmester?
Race med larm, oldtimere og lokal kærlighed
Hvert år i september forvandles Ospedaletti til noget, der minder om en tidslomme med motorolie og italiensk charme. Vi bor bogstaveligt talt på banen – en rundstrækning gennem byen, hvor der det ene år køres historisk motorcykelløb, og det næste år klassiske biler.
Det er ikke Formel 1 – det er racerløb med hygge. Deltagerne møder op med oldtimere, skinnende hjelme og brede smil. Der er motorlarm, hornbrøl og duften af benzin i gaderne, men det hele foregår i den mest afslappede atmosfære, man kan forestille sig. Vi står nede ved vejen sammen med de lokale, og selv om vi kun forstår halvdelen af det der tales om på hurtig italiensk, er stemningen ikke til at tage fejl af.
Det er en fest for øjne og ører - der er nok også dem, der helst var foruden. Og så er det alligevel det bankende hjerte i byen, der gør størst indtryk: det, at alle kender alle, og at der bliver vinket til kørerne, som om det var familiemedlemmer, der lige svingede forbi i sidevogn.
Hvert år i september er der race - i 2024 var det motorcykler
Fra toghjul til to hjul
Fra Ospedaletti og hele vejen til Imperia snor der sig en 35 kilometer lang cykelrute, anlagt på de gamle togskinner. Faktisk er ruten nu forlænget til Diano Marina, og dermed er der over 40 km flad cykeltur langs Middelhavet - det er bare luksus, på den helt store klinge. En gang var det togene der snoede sig langs kysten, og afskår byen fra strandene – nu er det cykler, barnevogne og folk i gangtempo, der glider gennem landskabet i langsomt tempo og med brede smil, og strandene har fået en helt andet nærhed.
Vi har købt elcykler. Og det har åbnet en ny verden. Ikke bare langs kysten, men også op i bjergene, hvor vi før har været afhængige af, hvor langt vores ben orkede at kravle op af. Nu tager vi turene som afslappet luksus, med vind i håret og lavt batteriniveau i lårmusklerne.
Og nej - man ikke behøver bruge strøm på den flade cykelsti langs havet. Men det gør vi. Fordi vi kan og fordi det er fedt. Og fordi man aldrig skal undervurdere glæden ved at glide ubesværet gennem et landskab. For os handler vores italienske eventyr i høj grad om at slappe af - gerne med en aperitif og en snack.
Havet - vores tro følgesvend i Ospedaletti
Det er måske ikke havet, der gør Ospedaletti speciel. Men det er havet, er med til at gøre Ospedaletti specielt for os.
At bo så tæt på vandet ændrer noget i kroppen. Vi bader i det, vi ser på det, vi lytter til det. Vi har badet i maj og i november, mærket det kolde gys og set solen stå op over horisonten med salt på huden. Og når det stormer, og bølgerne vælter ind mod kysten, bliver vi stående og ser på, som om det var første gang.
Lyden af havet er der hele tiden. Som en rytme under alting. Når vi vågner. Når vi falder i søvn. Når vi sidder på bænken i haven og bare lytter. Det er den slags lyd, man ikke kan tage med sig, men som bliver siddende i én, længe efter man er taget hjem.
Et nyt sted at vende "hjem" til
Vejret på kanten af Middelhavet kan være omskifteligt. Vi har prøvet at sidde i Sanremo med solen i nakken og et glas vin i hånden – og pludselig er vinden vendt, mørket trukket ind over bjergene, og vi har måttet skynde os hjem, fordi vi havde ladet vinduerne stå åbne. Vi tænker at det er en del af charmen.
Ospedaletti er nu vores andet hjem og faste base, når vi rejser ud for at fotografere. Ikke bare langs kysten, men også længere rundt i Italien og over grænsen til Frankrig. Vi pakker bilen eller tager elcyklerne, og så forsvinder vi ud i landskaberne – på jagt efter farver, former og det der udefinerbare, man kun opdager, når man virkelig ser sig omkring.
Men det er altid Ospedaletti, vi vender tilbage til. Med skuldrene en anelse længere nede end da vi tog afsted. Byen har fået lov at blive en del af vores liv, og vi bilder os selv ind, at vi også er blevet en lille del af dens.
Det er ikke kun udsigten, der trækker. Det er tempoet. Lydene. Rutinerne. Barerne. Folkene. Det er fornemmelsen af, at livet godt må tage sin tid – og at et sted godt kan være lille, men fylde meget i hjertet.
