Man står med to rammer i hænderne og leder efter et sted, der kan tage imod dem. Den ene bliver sat fra sig først. Op ad væggen, lidt på skrå. Den anden bliver stående i hånden et øjeblik længere, som om den lige skal vurderes alene, før den får selskab.
Der er næsten altid et sted, der allerede er udpeget. Over sofaen. Ved siden af spisebordet. Den flade, der mangler noget, men ikke for meget. Man stiller den første ramme op og læner sig en smule tilbage uden rigtigt at træde væk. Den står der. Alene. Det er nemt at aflæse.
Den anden bliver sat ved siden af. Ikke helt tæt. Ikke helt lige. Der er en pause mellem dem, som ikke er målt endnu. Øjet hopper frem og tilbage uden at lande. Den ene trækker lidt mere. Den anden bliver stående.
Man rykker den ene et par centimeter ind. Så den anden. Afstanden bliver mindre. Så større igen. Det er ikke noget, man regner sig frem til. Det er noget, man mærker i nakken, når man står og kigger.
Der bliver taget et skridt tilbage. Måske to. Armene ned langs siden. Hovedet en anelse på skrå. Det er her, det begynder at vise sig, hvad de to faktisk gør sammen.
Ofte hænger de for pænt første gang. Samme højde. Samme afstand til kanten. Det ligner noget, man har set før. Det er nemt at lade det blive sådan. Man skal selv tage beslutningen om at bryde det lidt.
Den ene ramme op et par centimeter. Den anden bliver stående. Nu sker der noget andet. Øjet bevæger sig anderledes. Det stopper ikke midt imellem, men bliver trukket videre.
Man måler ikke altid. Man retter lidt. Tager et skridt tilbage. Retter igen. Der er små mærker på væggen, som kun er synlige tæt på. De bliver en del af processen.
Når sømmene først sidder, bliver bevægelserne mindre. Små justeringer i vinklen. En ramme, der lige skal drejes en anelse. Den anden følger med.
Som inspiration gennemgår vi herunder en række eksempler på tanker du kan gøre dig, når du selv står i situationen.
Natur: gul rapsmark + skovsving i efterårsdis
Den gule flade står først. Den fylder rummet med det samme. Når den bliver stillet op ad væggen, er der ikke tvivl om, hvor den vil hen. Den anden, med de dæmpede farver og det grå i luften, virker næsten for stille ved siden af.
Man sætter dem ved siden af hinanden alligevel. Den gule til venstre. Den dæmpede til højre. Øjet går direkte mod det gule og bliver der lidt for længe. Det føles skævt.
Man bytter om. Nu står disen først. Den holder igen. Den giver plads. Den gule kommer bagefter og afslutter blikket. Det falder mere roligt på plads.
Afstanden mellem dem bliver afgørende. For tæt, og det hele bliver en gul masse. For langt, og de mister hinanden. Man flytter dem frem og tilbage, indtil der er et mellemrum, hvor det ene ikke æder det andet.
Arkitektur: to københavnerplakater fra Knippelsbro
Her er der linjer, der vil mødes. Broens buer, rækværk, gentagelser. Man stiller dem op og prøver automatisk at få noget til at flugte.
Kanter mod kanter. Linjer i samme højde. Det giver en ro, men også noget stift. Øjet bevæger sig forudsigeligt fra venstre til højre uden modstand.
Man skubber den ene en anelse ned. Pludselig brydes rytmen. Linjerne rammer ikke længere hinanden direkte. Øjet må selv finde vej.
Man kan mærke det med det samme. Enten bliver man irriteret, eller også bliver man stående lidt længere og kigger. Hvis det første sker, hænger man dem lige igen. Hvis det andet sker, får de lov at blive.
New York: to regnfulde gadebilleder
Begge billeder er mørke. Våde overflader. Reflekser. De virker næsten som ét stort billede, når de står tæt.
Man starter med at hænge dem med minimal afstand. Næsten som en fortsættelse. Det flyder sammen. For meget.
Man trækker dem fra hinanden. Giver dem luft. Nu begynder man at se, hvad der er i hvert billede. En bil. En person. En refleks i asfalten.
Øjet går frem og tilbage. Det leder efter forbindelser, men finder dem ikke helt. Det er fint. Det giver en uro, som passer til motiverne.
Hvis man forsøger at gøre det for harmonisk, mister det det våde. Så står der bare to mørke billeder.
Grafisk kunst: Katten og Hønen af Théophile Steinlen
Figurerne har retning. Katten kigger. Hønen står. Man placerer dem ved siden af hinanden og opdager hurtigt, at det betyder noget, hvem der ser på hvem.
Hvis katten vender væk fra hønen, falder det fra hinanden. Øjet forlader opstillingen. Hvis katten vender ind mod hønen, opstår der en spænding mellem dem.
Man justerer højden. Katten lidt lavere. Hønen lidt højere. Nu står de ikke bare ved siden af hinanden, men i forhold til hinanden.
Der er en tendens til at gøre dem lige store i betydning. Det bliver fladt. Den ene må gerne fylde lidt mere. Det kan man se med det samme, når man træder tilbage.
Sort-hvid: Pæle ved Vadehavet + Lago Trasimeno
Begge billeder er rolige. Vandrette linjer. Gentagelser. Man hænger dem op og opdager, at det hurtigt bliver for stille.
Man prøver at få horisonten til at flugte. Det ser korrekt ud. Men øjet stopper. Der er ikke noget, der trækker det videre.
Man forskyder dem en smule. Lader den ene ligge højere. Nu brydes den vandrette ro en anelse. Det er nok.
Afstanden kan godt være større her. Der må gerne være luft. Hvis de står for tæt, bliver det en grå flade.
Man skal selv tage beslutningen om, hvor stille det må blive. Hvis man ikke gør det, ender de med bare at hænge der.
Farver: grafiske plakater med grøntsager i kurve
Her er der mange farver. Røde, grønne, orange. Man stiller dem op og prøver automatisk at balancere det hele.
Den ene har måske mere rødt. Den anden mere grønt. Man placerer dem, så det føles jævnt fordelt.
Det er ofte der, det bliver kedeligt.
Man prøver i stedet at lade det ene dominere. Sætter det med mest farve først. Lader det andet følge efter.
Øjet bliver trukket ind i farverne og videre over i det næste billede. Det giver en bevægelse, som ikke er planlagt, men som kan mærkes.
Hvis man forsøger at udligne det hele, står der bare to pæne billeder.
-
Når begge rammer hænger, og hullerne i væggen ikke længere kan flyttes uden videre, står man igen et skridt tilbage. Det er ikke længere hænderne, der arbejder, men blikket.
