Hvis du er til en oplevelse af apokalyptiske dimensioner, en oplevelse der er så gådefulde og uforståelige, at din hjerne bare har svært ved at forstå, hvad der foregår, så er Båstnäs Bilkirkegård, også kaldet Ivan’s Junk Yard, langt ude i den svenske skov - og jeg mener langt langt ude i den svenske skov, der hvor “almen väg slutar”, lige noget for dig.
Sådan kommer du til Båstnäs
Båstnäs er ikke et sted du lige kommer til uden at have noget at køre på eller i. Du kan komme dertil af små kringlede stier, fra den norske side, men de fleste kommer nok fra Töcksfors, af E16, og herfra er der 19 km ind i skoven - dybt ind i skoven. Vi gjorde det på en februar-dag, hvor de sidste 10 km var delvist dækket af et tykt lag is, hvilket gjorde turen list mere langsommelig. Det er ikke et sted man lige orker at skride af vejen, og skulle tilkalde hjælp.
Til gengæld er oplevelsen hele turen værd. Ikke længe efter du passerer det blå Båstnäs byskilt, i vejkanten, dukker de første rustne bilvrag op. De står lige i skovbrynet som brune skulpturer, der er blevet placeret ude af kontekst. Først en, så to, og pludseligt er du omgivet af flere hundrede bilvrag, som alle har overskredet reservedels-datoen, og som alle sammen er mere eller mindre gået i et med den natur, de er placeret i.
Hvad er historien bag Båstnäs Bilkirkegård?
Historien om bilkirkegårdens oprindelse er, at de to brødre Tore og Rune Ivansson havde et lille værksted, hvorfra de solgte reservedele til gamle biler. Særligt var der gang i salget til nordmændene, som efter 2. verdenskrig var hårdt ramt på økonomien, hvorfor den norske bilpark var noget nedslidt, og derfor var der hårdt brug for mange reservedele og brødrene Ivansson.
Nordmændenes økonomi kom efterhånden på fode, og i slutingen af 1970’rne var der ikke mange kunder tilbage, til at aftage brødrene Ivanssons bugnende reservedels-skattekammer. De fortsatte dog ufortrødent med at opkøbe gamle biler indtil de mistede deres skrotningslicens, i 1988, og dermed drejede nøglen om for deres reservedelseventyr.
Hvor brødrene blev af, er der vidst ingen der ved med sikkerhed. Huset de boede i, står stadig på grunden og hvis man ikke vidste bedre, kunne det godt virke som om det stadig er beboet. Alt sammen med til at ligge et spooky slør over hele historien.
Tilbage er altså efterladt flere hundrede bilvrag, som mere eller mindre er ved at blive opslugt af naturen. Jo mere du går rundt, og jo dybere du går ind i skoven des mere åbenbarer et fuldstændigt groteske sceneri sig, med rækkevis af rustne biler, der, som skupture, ind imellem er stablet i op til 3 lag. Så der, inde mellem træerne, svævende lige under trækronerne, kan du pludseligt genkende karosseriet af en gammel Volvo PV544.
Kunst eller miljøsvineri
Det hele er så underligt, så “out of place” at, hvis man ikke kendte historien, så kunne sceneriet lige så godt være en omgang provokerende statement-installationskunst, med menneskets dårlige behandling af naturen, som tema. Men sandheden er jo, at naturen i virkeligheden er ved at nedbryde og opsluge de gamle biler, som hensynsløst er henkastet i den.
Det er som om man slet ikke kan få nok. Ens øjne og hjerne kan slet ikke få nok. Som om man drages af den helt uvirkelige mængde bilvrag, der både står som grotesk forvredne metalskulpturer, der ligner kulissen til en apokalyptisk film og samtidigt giver stof til en hel masse spørgsmål.
Mange spørgsmål trænger sig på
For hvordan kan det egentligt lade sig gøre, at bilvragene stadig står her, 35 år efter skrotfirmaet lukkede? Hvad har de mange gamle biler leveret af forurening til undergrunden? Mit gæt er at man ikke gik så meget op i korrekt tømning af bilernes mange forurenende væsker, inden de blev henstillet på det, der sikkert var bar mark, men som nu er tilgroet skov.
Hvad pokker skete der med Tore og Rune Ivansson? Hvorfor står huset som om det er blevet forladt over en nat? Og hvor længe mon bilerne bliver stående?
Det sidste er umuligt at finde et svar på, så måske skal du ikke vente i det uendelige, hvis du gerne vil opleve det absurde syn af mere end hundrede bilvrag, sirligt henstillet i den svenske natur.
Når du beslutter dig for at tage afsted, så afsæt god tid. Når først du kommer i gang med at gå på opdagelse, flyver tiden afsted, og du har hurtigt brugt et par timer, der, langt ude i den svenske skov. Du finder ikke skilte med hvad du må og hvad du ikke må, men for alt hvad vi ved, og hvad vi har hørt fra andre, er det helt ok, at gå rundt i området, og også at fotografere løs - og der er nok motiver at tage fat på.
Men vent - det bliver endnu mere creepy
Bedst som du tænker at hele miseren ikke kan blive meget mere creepy, så vent til du har læst, hvad der stod på et skilt, tidligere besøgende er blevet mødt af:
“This car cemetery is private property. You may still look, take pictures but DO NOT take away parts. Do not destroy or in any other way disrupt this place. If you open a car door, please shut it again so the next visitor can get the same experience as you did!! For info: after about 30 burglaries this year I’m fed up with it! I’ve made traps in the buildings so if you get hurt or die, I DON’T CARE! Remember in this place no one can hear you scream…”
Vi kunne ikke finde skiltet da vi besøgte kirkegården i 2023, men nu er du advaret - du er der på eget ansvar!!
