Kender du det, at man får den geniale idé at køre fra Danmark ned til Valensole i Provence og tage billeder af de flotte, farverige, violette lavendelmarker i fuld flor? Og at man efter 1.700 km ankommer til en grøn, gold, barberet mark og ser den allersidste række lavendler forsvinde op i ladet på høstbilen!
Det gør vi!
I 2019 havde vi sen sommerferie og havde ikke besluttet på forhånd, hvad vi skulle. I 2018 havde yngste mand været så sød at tage med sine forældre til Norge på en noget kikset sommerferie, hvor vi havde lokket med fisketur i området omkring Ål. Efter at have fisket i en uge uden gevinst fik vi at vide af de lokale, at der ikke havde været fisk i søerne i lange tider. Om det var derfor, eller bare fordi han nærmede sig de 18 år, ved jeg ikke, men vi fornemmede kraftigt, at denne sommerferie blev uden ham.
Hvorfor valget faldt på at køre til Provence for at fotografere lavendelmarker, står lidt tåget hen, men umiddelbart lød det som en god idé, og vi havde ikke nogen billeder af violette lavendelmarker i butikken.
Ifølge diverse hjemmesider så det ud til, at det var det perfekte tidspunkt. Lidt sent, men ikke for sent, til at opleve markerne i fuld flor. Og Valensole virkede til at være et godt bud på et sted med store, brede marker, hvor række efter række af lavendelplanter står, så langt øjet rækker.
Så vi pakkede bilen og drog sydpå med kameraer og høje forventninger.
Når vi kører sydpå, hvilket vi jo ofte gør nu til vores lejlighed i Ospedaletti, tager vi altid en overnatning. For os handler det om at starte ferien, når vi kører hjemmefra, hvorfor kaffehvil og overnatninger med morgenmad (og nu også opladning af elbil) er vigtige dele af vores ture.
Den her tur var så på mange måder anderledes. Når man gennem de sidste 23 år har haft mellem ét og tre børn med på turene, var det da med en vis melankoli, at vi nu stod alene tilbage, kun med hinandens selskab, lidet anende at coronaen allerede året efter skulle ændre på det, men det er en anden historie.
Turen var også anderledes ved det, at vi valgte at tage to overnatninger, i Göttingen og Grenoble, som jeg husker det, for at kunne ankomme til Valensole midt på dagen med høj sol på det skinnende violette landskab. En, på papiret, udmærket plan.
Jeg tror egentlig ikke, vi har været i Grenoble før, og vi er heller ikke kommet tilbage senere, men vores forventninger til dagen, da vi vågnede i Grenoble, var store.
Det var varmt – rigtigt varmt – og duften af lavendel lå over området og fyldte bilen, efter vi forlod motorvejen og kunne rulle vinduerne ned. Overalt i området er der små lilla klatmarker, men det var jo ingenting i forhold til det, der ventede os!
Det store plateau med lavendelmarkerne, så langt øjet rækker, er placeret nord for Valensole, og vejen derhen ligger lavere, så man ikke kan se markerne, før man er næsten helt inde i byen, hvor man tager et sving til venstre og efter kort tid ankommer til – ja, i vores tilfælde et fuldstændigt barberet, goldt landskab.
Virkeligheden
I det fjerne kan vi ane den sidste traktor, hvor den allersidste række lavendler er ved at blive smidt op i. Der er støvet, ekstremt varmt, ingen skygge og en enorm duft fra alt lavendelstøvet, der hænger i luften.
Lige i øjeblikket var skuffelsen naturligvis enorm! 1.700 km over 48 timer med store forventninger til en billedserie med smukke marker klædt i violet – og her stod vi så med sveden piblende og med udsigten til et udtørret, brunt landskab.
"Schwamm drüber" - som de siger i Tyskland, eller man skal ikke græde over spildt mælk.
Vi bruger de næste par timer på at køre rundt i håbet om at finde bare et eller andet, der minder om en lilla mark. Lidt ind til Valensole, som er meget picturesque, som byerne er det flest, på de kanter, lidt ud forbi de golde marker og tilbage igen. Det bliver meget på må og få, indtil vi erkender, at vi simpelthen bare er kommet for sent.
Gadebillede fra Valensole
Historien ender heldigvis ikke her. For dels får vi taget et fedt og meget populært gadebillede i Valensole, og da vi havde mere ferie, fortsatte vi til Apt, hvor vi boede en uges tid, og hvorfra vi kørte ud og oplevede de vanvittigt flotte landskaber med kæmpe solsikkemarker – ligesom van Gogh, i øvrigt uden sammenligning – og smukke byer som Aix en Provence, Marseille (den gamle bydel), Arles og Gordes.
Vi kom hjem en oplevelse rigere og med et nyt syn på, hvordan de næste mange år uden børn på bagsædet kan leves, og så blev vi mindet om, at selv om vi dummer os gang på gang, så kan det altid vendes til noget godt.
Vi har stadig ingen billeder af violette lavendelmarker i butikken.
Vil du se vores galleri med billeder fra Provence, så klik her.
