Ospedaletti – Et lille sted med et stort hjerte og en evig plads i vores

Der er steder, man rejser til. Og så er der steder, man lander i – uden helt at vide hvorfor. For snart tre år siden købte vi en lille lejlighed i Ospedaletti. Dengang vidste vi bare, at her var noget særligt. Nu ved vi, at det var en af de bedste beslutninger, vi nogensinde har taget.

Ospedaletti ligger som lidt af en skjult oase på den italienske nordkyst, mellem Sanremo og Ventimiglia, tæt på grænsen til Frankrig. Byen ligger i læ af de sidste folder i Alperne – bjergene kaldes Argentera-massivet – og det er medvirkende til at klimaet her er noget nær perfekt. For det meste lunt og mildt.

Men det, der virkelig gør Ospedaletti til noget særligt, for os, er følelsen af at føle sig hjemme.

Emaljeskilt der hænger i nabobyen Coldirodi

Vi er blevet taget imod med helt utroligt sympatiske åbne arme. På “Dal Baffo” på Regina Margherita, skåler vi med de lokale håndværkere mens vi hører om, hvem der ejer hvilken scooter eller hvem der er i familie med hvem. På “Bicibar” kæler Lorenzo for dine snacks, som får én til at bestille en drink mere. Og på “Gagian” – slapper vi virkeligt af, i selskab med Greta, der ejer baren med sin mand, der har en hel særlig evne - han laver en helt fantastisk carbonara. Den er bare ikke på menukortet, så du skal kende ham for at få den ;)

Om morgenen ender vi tit på Alexandra’s, Bar Jolly eller Bar Bussola 79, for at få vores morgenkaffe nummer 2, oftest med en brioche, i form af en cornetto, der minder om en croissant, oftest så sent at de øvrige gæster er i gang med deres første aperol spritz. 

Herefter er ritualet at løbe afsted for at nå at handle ind i den lokale Conad, inden de holer middagslukket - mange gange når vi det ikke. 

Aftentur på strandpromenaden

Vi er blevet lokale på halvtid

Det tog lidt tid at finde rytmen. Ikke bare med sproget, men med det hele. Middagslukning, for eksempel. Hver gang vi kommer herned skal vi lige tilpasse os rytmen med lukkede butikker midt på dagen, og at vi her først spiser aftensmad ved ottetiden, nærmest på det tidspunkt vi børster tænder i Danmark.

Vi bor i en lille lejlighed i Villa Nazaret, på 6. sal. Nede i palmehaven har vi en bænk, hvor vi ofte sidder om eftermiddagen med en drink og bare nyder udsigten, solen og freden. Og så kommer vores naboer, der er en blandet landhandel af italienere, schweizere, hollændere, en libaneser etc. forbi til en lille snak - det er helt perfekt.

Det lyder ret godt, og det er det også - blandt andet fordi vi har udsigt over hele byen og havet i ét bredt panorama. 

Når vi bevæger os ud, sker det i roligt tempo. Nu har vi jo sjældent særligt travlt, når vi er i Ospedaletti, men det er også som om man lever lidt langsomt i byen. Det er en by, hvor man hilser, før man handler, og hvor der godt kan gå ti minutter mellem indgangen til bageren og selve brødet – fordi nogen lige skulle forklare, hvordan deres nevø havde fået arbejde i Genova.

Vi kan efterhånden klare os på italiensk, og er kommet forbi stadiet, hvor den udelukkende stod på sætninger som “due Spritz” og “con ghiaccio limone”. Men lad os bare sige, at italienerne foreløbigt har gjort større fremskridt med det engelske, end vi har med det italienske. Det tager de heldigvis med smil og tålmodighed. 

Vi har fået det hele for det halve

Man skal ikke være arkitekter - men det er vi - for at forstå, hvorfor vi blev forelskede i Ospedaletti. Vi får simpelthen alt det, vi som skandinaver ofte forbinder med sydeuropæisk stemning, i en samlet pakke. Det kan nærmest ikke blive mere perfekt.

De gamle pudsede huse i de snørklede gader, citrustræer med frugter på, bjergstemning OG muligheden for at stikke fødderne i Middelhavet, så tit vi har lyst. Og det oven i købet på nogen af Italiens, efterhånden sjældne, frie strande.

Den gamle bydel ligger smukt mellem Corso Regina Margherita og havet, med huse i solbagte farver, hvor gul, rød og brændt terrakotta lever side om side med forvitret mursten og balkoner fulde af vasketøj.

Gaderne er smalle og snørklede, og selv Google Maps giver op i visse hjørner. Det er en del af charmen. Man farer ikke vild – man bliver væk på den gode måde. Som om byen giver sig selv lidt ad gangen.

Den ældste del er ikke særlig stor, og så har byen udvidet sig gradvist, og det er næsten som med årring på et træ, den måde vejnettet og bygningerne har bredt sig ud til alle sider - bortset fra mod syd, for Ospedaletti står bogstaveligt talt med fødderne i Middelhavet.

Jeg ved ikke om det skinner igennem, men vi er ret vilde med Ospe.

Langborde og lokale fester

I Italien er der mange ting der fejres - så det gør vi også i Ospedaletti. Ikke nødvendigvis kun store nationale begivenheder, men de nære og næsten poetiske – Tromboncino, der er en særlig slank udgave af courgetten, en lille fisk eller en bestemt dato på kalenderen. Og det gør man med manér.

Langborde stilles op på torve og sidegader, eller på byens festplads nede ved vandet, og så sidder man der, skulder ved skulder med byens borgere og spiser noget, man aldrig har smagt før, og taler med nogen vi ikke har mødt før (ps: nu kender vi mange af dem). Man køber en billet, får udleveret bestik i plast og vin i papkrus, og så er man med.

Vi har siddet til bords med byens borgmester som i den grad er en del af det lokale liv. Vi tror ikke at borgmesteren lige husker os, men for os var det så sandeligt en oplevelse. For der er da noget over en by, hvor man fejrer sin squash med fest og højt humør - sammen med byens borgmester?

Race med larm, oldtimere og lokal kærlighed

Hvert år i september forvandles Ospedaletti til noget, der minder om en tidslomme med motorolie og italiensk charme. Vi bor bogstaveligt talt på banen – en rundstrækning gennem byen, Circuit Ospedaletti, hvor der det ene år køres historisk motorcykelløb, og det næste år klassiske biler.

Det er ikke Formel 1 – det er racerløb med hygge. Deltagerne møder op med oldtimere, skinnende hjelme og brede smil. Der er motorlarm, hornbrøl og duften af benzin i gaderne, men det hele foregår i den mest afslappede atmosfære, man kan forestille sig. Vi står nede ved vejen sammen med de lokale, og selv om vi kun forstår halvdelen af det der tales om på hurtig italiensk, er stemningen ikke til at tage fejl af.

Det er en fest for øjne og ører - der er nok også dem, der helst var foruden. Og så er det alligevel det bankende hjerte i byen, der gør størst indtryk. Det, at alle kender alle, og at der bliver vinket til kørerne, som om det var familiemedlemmer, der lige svingede forbi i sidevogn.

Hvis du skal opleve det, så husk lige høreværn - vii glemte dem første gang!

Hvert år i september er der race - i 2024 var det motorcykler

Fra toghjul til to hjul

Fra Ospedaletti og hele vejen til Imperia snor der sig en 35 kilometer lang cykelrute, anlagt på de gamle togskinner. Faktisk er ruten nu forlænget til Diano Marina, og dermed er der over 40 km flad cykeltur langs Middelhavet - det er bare luksus.

Det er de gamle skinner, fra den gang toget kørte hele Ligurien langs kysten, der er omdannet til cykelsti. Hvor er toget så? tænker du. Tja det har man boret ind gennem bjergene, lige uden for Bordighera (nabobyen - også dejlig), så toget nu ikke mere har stop i Ospedaletti, men kører direkte mellem Bordighera og Sanremo.

Fordi vi har den lækre cykelsti og fordi vi bor i bjergene og fordi vi godt kan lide at få en aperitif, har vi købt elcykler. Og det har åbnet en ny verden for os. Ikke bare langs kysten, men også op i bjergene, hvor vi før har været afhængige af, hvor langt vores ben orkede at kravle op af. Og bonus: Ind mod Sanremo er der en Carrefour, der har døgnåbent, som vi nu tager til når vi ikke når den lokale Conad til tiden.

Og nej - man ikke behøver bruge strøm på den flade cykelsti langs havet. Men det gør vi. Fordi vi kan og fordi det er fedt. Og fordi man aldrig skal undervurdere glæden ved at glide ubesværet langs Middelhavet. For os handler vores italienske eventyr i høj grad om at slappe af - gerne med en aperitif og en snack.

Havet - vores tro følgesvend i Ospedaletti

Det er måske ikke havet, der gør Ospedaletti speciel. Men det er havet, er med til at gøre Ospedaletti specielt for os.

At bo så tæt på vandet ændrer noget i kroppen. Vi bader i det, vi ser på det, vi lytter til det. Vi har badet i maj og i november, mærket det kolde gys og set solen stå op over horisonten med salt på huden. Og når det stormer, og bølgerne vælter ind mod kysten, bliver vi stående og ser på, som om det var første gang.

Lyden af havet er der hele tiden. Som en rytme under alting. Når vi vågner. Når vi falder i søvn. Når vi sidder på bænken i haven og bare lytter. Det er den slags lyd, man ikke kan tage med sig, men som bliver siddende i én, længe efter man er taget hjem.

Et nyt sted at vende "hjem" til

Vejret på kanten af Middelhavet kan være omskifteligt. Vi har prøvet at sidde i Sanremo med solen i nakken og et glas vin i hånden – og pludselig er vinden vendt, mørket trukket ind over bjergene, og vi har måttet skynde os hjem, fordi vi havde ladet vinduerne stå åbne. Ok og så er vi jo ikke dummere. Nu lukker vinduerne inden vi tager hjemmefra.

Ospedaletti er nu vores andet hjem og en fast base, når vi rejser ud for at fotografere. Ikke bare langs kysten, men også længere rundt i Italien og over grænsen til Frankrig. Vi pakker bilen eller tager elcyklerne, og så forsvinder vi ud i landskaberne – på jagt efter farver, former og det der udefinerbare, man kun opdager, når man virkelig ser sig omkring.

Men det er altid Ospedaletti, vi vender tilbage til. Med skuldrene en anelse længere nede end da vi tog afsted. Byen har fået lov at blive en del af vores liv, og vi bilder os selv ind, at vi også er blevet en lille del af dens.

Det er ikke kun udsigten, der trækker. Det er tempoet. Lydene. Rutinerne. Barerne. Folkene. Det er fornemmelsen af, at livet godt må tage sin tid – og at et sted godt kan være lille, men fylde meget i hjertet.