Var vi ikke kørt forkert ned af bjerget, efter at have set på en lille lejlighed i Coldirodi, tja så havde vores eventyr i Ospedaletti aldrig nogen sinde fået sin begyndelse.
Vi var på en tur med flere fremvisninger af lejligheder i Ceriana, Perinaldo, Sanremo og altså Coldirodi, og var egentligt så småt ved at forberede os på at skulle tilbage til Danmark, uden at have fundet "lejligheden" i Italien, men så var det at tilfældigheder og held bragte os til Ospedaletti, som vi kendte meget lidt til.
Det skal så siges at fra vi så lejligheden og oplevede byen, den fredag eftermiddag, var vi aldrig i tvivl - den lejlighed skulle vi have.
Ikke fordi de 42 kvadratmeter er meget at prale af, og havde vi kunnet få tre værelser og samme udsigt for samme pris, så havde vi valgt den i stedet, men vi købte ind på lejlighed og by som en samlet pakke. Vi havde bare begge, med det samme, en følelse af at det her var det rigtige sted, at opleve Italien på nærmeste hold.
Og her fire år senere har det vist sig at vi havde mere end ret.
Ospedaletti alt i en byen
Når man sidder hjemme i Danmark og drømmer om et liv Italien, er det ofte de samme billeder, der dukker op. Små romantisk snoede gader mellem gamle huse i varme jordfarver. Grønne skodder. Citrustræer med friske gule citroner. En bar på et lille torv, hvor de lokale sidder med en aperitif, mens aftenen langsomt tager over. Bjergene i baggrunden og havet lige om hjørnet. Et liv blandt lokale indbyggere uden (andre) turister.
Problemet er bare, at de steder sjældent ligger samme sted. Det er et sammensurium af alle de fede steder man har været.
Vil man have den klassiske bjergby, må man ofte op i baglandet. Vil man bo ved havet, må man acceptere, at de gamle gader bliver afløst af strandpromenader og lejlighedsbyggerier. Vil man have storbyen, følger trafik, larm og parkeringsproblemer som regel med i købet.
Men sådan er Ospedaletti ikke. Her er faktisk alle ens drømme om det romantiske Italien samlet i en by.
Den gamle bydel ligger stadig som byens hjerte med sine smalle gyder og gamle huse, mens resten af byen har bredt sig ud omkring den i små årringe. Få minutters gang senere står man på strandpromenaden med udsigt over Middelhavet, og vender man sig om, rejser bjergene sig næsten direkte bag husene, hvorfor stort set samtlige lejligheder har udsigt over havet.
Går man mod øst, ender man i Sanremo. Mod vest når man hurtigt til Frankrig og Monaco, og når vi vi skal have den helt autentiske bjergbystemning, tager vi op til Coldirodi, der ligger så man kan kigge ned på Ospedaletti.
40 km ubrudt cykelsti fra Ospedaletti til Diano Marina
Frie strande - og mange af dem
Kun godt en times transport med tog og bus fra Nice Lufthavn
Motorvejen tæt ved, uden den generer på nogen måde
En lille times kørsel til alpin ski i Piemonte (når Tende tunellen igen fungerer)
Og det er slet ikke den komplette liste
Men det er langt fra det hele
Ospedaletti byder også på noget af det mildeste klima i Italien. Som så mange steder er vejret også udfordret her, men der bliver aldrig rigtigt koldt om vinteren og der bliver aldrig rigtig varmt om sommeren.
Men så er der vel ikke mere der er fedt ved Ospedaletti? - tænker du måske. Men det er der.
Byen har alt til den daglige rutine, så derfor bruger vi sjældent bilen, med mindre vi skal ud på længere ture med kameraerne, eller for at købe stort ind.
Vi går ned efter morgenbrød.
Vi går ned efter en kop kaffe.
Vi går ned og bader.
Vi går ned og handler.
Vi går ned efter en aperitif.
Vi går bare ned.
Og hver gang går vi op til vores lejlighed igen.
Og hurtigt har vi gået 10.000 skridt - så det er også sundt at bo i Ospedaletti.
For mange er bjergbyer livet, men vi har besøgt mange små italienske bjergbyer, hvor bilen er en nødvendighed, med mindre man har nok i at være i sin lejlighed og den lille by. De byer har masser af charme, men de har, for os, også en bagside, som måske bliver mere udtalt, når ferien bliver til hverdag.
Livet leves på gader og pladser
I Ospedaletti, som i det meste af Italien, foregår meget af hverdagen udendørs. På byens pladser og i Ospedalettis tilfælde på promenaden langs havet og strandende, hvor der er rige muligheder for at sættes sig og kigge på byens liv. Sammen med alle de andre, der også sætter sig.
Som det fremgår af skiltet, ved indkørslen til byen (se billedet helt oppe i toppen) har Ospedaletti noget af det mildeste klima i Italien. Når Norditalien brænder, med op til 40 grader på Posletten og Genova, så når temperaturen sjældent meget over 30 grader. Og vi har oplevet at sidde i december i t-shirt i 16 grader med et glas prosecco på Versillesi (lækker restaurant på stranden). Så vejret kan sjældent bruges som undskyldning til at blive hjemme.
Så bestiller vi en spritz eller en øl eller negroni eller ......!
Kort efter dukker der en tallerken op med chips, oliven, focaccia og små snacks. I italien er der ikke drinks uden en snack. De kommer bare. For os, der er vante til at en skål peanuts, hjemme i Danmark, koster 30-40 kr. er det stadig en næsten barnlig glæde. Og jo - vi har helt styr på hvilken bar der serverer hvilke snacks ;)
Så er øvelsen for os, bare at slappe helt af og lave absolut intet andet end at nyde det utrolige held vi havde, da vi kørte den forkerte vej ned af bjerget dengang i april i 2023.
Vi er oven i købet så heldige at vi har fået flere bekendtskaber i byen, og det betyder også at vi ofte har en aftale med "vennerne" ved omkring 17 tiden, hvor vi så mødes over en øl eller drink og vender den lokale verdenssituation, mens vi hele tiden bliver klogere på den italienske kultur.
Den italienske varme
Det er ikke kun vejret i Italien, der forekommer varmere end det nordiske. Den indre italienske varme møder vi dagligt, for italienere er, af natur, super gæstfri og hjertelige.
At vi har slået os ned i en en lille by, med kun omkring 3.500 fastboende, er naturligvis en del af forklaringen på at vi, over alt i Ospedaletti mødes med et "salve" eller et "buongiorno", men det starter ved den italienske åbenhed.
En eftermiddag, for et par år siden, oppe i nærheden af Santuario Madonna delle Porrine, stod vi og nød og fotograferede et smukt citrontræ fra vejen. Efter et stykke tid kom ejeren, den sødeste nonna, ud og talte til os. På det tidspunkt var vi stort set på bar bund med det italienske sprog og hun var ikke med på det engelske, så vi klarede den med fagter. Da vi er færdige med vores lille "snak", går hun hen til træet og hente to kæmpe, knaldgule modne citroner, og giver en til hver af os. Nok de to bedste citroner, vi nogensinde har puttet i vores Campari.
Turist eller borger
Noget af det spændende ved at etablere sig, med et andet hjem, et andet sted i verden er, hvordan omverdenen ser på os. Kan vi fitte ind, eller vil vi for evigt blive set på som turister.
Selv tillader vi os at opfatte os selv som mere end turister - hvad det så end er?
Vi betaler ejendomsskat og renovation, og vi har adresse i byen samt italiensk telefonnummer - men hvornår overgår man fra turist til at være en del af byen?
Vi kan ikke vide det, men vi har en fornemmelse af, at vi efterhånden anses som en del af byen. Vi ved fra pålidelig kilde, at mange kender os af udseende - sikkert fordi mit røde hår lyser godt op i sådan en lille italiensk by. Og når vi træder ind, på en del af byens barer, mødes vi med et hjerteligt ciao - også selv om det er et par måneder siden vi var der sidst.
Et tegn på at vi er overgået fra turister til at være en del af byen, mærkes ved at trangen til at tage billeder af den gamle bydel, og besøge seværdigheder er afløst af nysgerrigheden over at eksempelvis en tjener har skiftet fra en bar til en anden. Er baren blevet solgt? Har han fået et bedre job? Er der sket et eller andet? Det er komplet ligegyldig viden, men det fortæller, at vi ikke længere bare observerer byen udefra. Vi følger med i dens hverdag.
Men hvordan de lokale ser os, ved vi ikke med sikkerhed, men sjovt nok deltager vi oftere og oftere i samtaler om, hvor dejligt det bliver til efteråret, når de mange sommerturister er taget hjem, og roen igen sænker sig over byen.
Juli er der fyldt med franskmænd og i august kommer italienerne. For Ospedaletti er et yndet sted for de franske turister i juli. Det er ikke langt fra grænsen, for franskmænd er det billigt og Ospedaletti er bare så meget federe end Ventimiglia. Og, i august, virker byen altid som et trækplaster på italienere, hovedsagligt fra norditalien. Det er super lækkert for byens barer og restauranter, men det lægger end stressende dæmper på den dovne stemning, der ellers præger eftermiddagene i byen.
Det lykkelige uheld
I bagklogsabens klare lys, er det ved at gå op for os, at vi, ved et svineheld, er landet i den, for os perfekte by, til at udleve vores italienske drøm.
Og det er nok først, nu, ved at gå op for os. Vi har Middelhavet foran byen og bjergene bag den. Vi kan gå til Coldirodi, hvis vi har lyst til at forsvinde ind i de smalle middelaldergader i et par timer, og få minutter senere sidde med fødderne i vandkanten. Vi har Sanremo lige om hjørnet, hvis vi savner storbyliv og luksusbutikker, og Frankrig tæt nok på til, at en frokost på den anden side af grænsen sagtens kan være en spontan beslutning. Når vinteren kommer, ligger skisportsstederne i Piemonte under en time væk, og resten af året begynder naturparken i Argentina-bjergene nærmest der, hvor byen slutter.
For nogen vil Ospedaletti nok få dem til at gabe. Ospedaletti har stenstrande, ingen luksusbutikker og et tempo, som kan virke næsten provokerende langsomt, hvis man leder efter action. Men for os viste den sig at rumme næsten alt det, vi havde håbet at finde i Italien. Det vidste vi bare ikke den fredag, hvor vi kørte forkert.
Og vi mestrer efterhånden disciplinen at sidde på en bar og misse med øjnene i eftermiddagssolen, med en drink i hånden og et fad snacks på bordet, mens vi kigger på livet der udspiller sig lige foran os.
