Cinque Terre blandt pastelfarver og stanken af friture. Det her er en fortælling fra da vi besøgte Cinque Terre i sommeren 2022. Det var tæt på forfærdeligt, men vi skal helt sikkert tilbage dertil en anden gang, på en anden årstid.
Cinque Terre er et af de steder, du næsten føler, du har været i, før du overhovedet ankommer. Man ser de fem små byer over alt på billeder, på plakater, på Instagram etc., med de smukke farvede huse, der smyger sig ned mod kysten og det grøn-blå hav på den helt rigtige måde og tilsyneladende står der aldrig et menneske i vejen for fotografen.
Og lad mig lige starte med at understrege at der ER smukt. Selvfølgelig er det smukt. Der er jo en grund til at Cinque Terre er på Unescos verdensarv-liste - men succesen har en bagside, og det er den jeg forsøger at beskrive her. Så er det jo op til dig selv om Cinque Terre om sommeren er noget for dig, eller om du skal henlægge dit besøg til en anden årstid.
Cinque Terre er præcis så smukt som på billederne
Cinque Terre er et fuldstændigt fantastisk område, og de fem byer Riomaggiore, Manarola, Corniglia, Vernazza og Monterosso al Mare er lige så vanvittigt fotogene, som man går og forestiller sig hjemmefra.
Vi kom naturligvis også for at fotografere. Det er jo det, vi gør. Vi rejser rundt, ser på stederne, tager alt for mange billeder og håber, at nogle af dem bagefter kan blive til noget, der også fungerer på en væg, så vi kan næppe stille os helt uskyldige op i et hjørne og ryste på hovedet af alle de andre mennesker med kameraer og telefoner, der er kommet med præcis den samme plan.
Populariteten er fuldt forståelig.
For det er jo netop alt det smukke, der har skabt menneskehavet, turistbutikkerne, de hurtige barer og den konstante lugt af friture, som igen er med til at skubbe det Italien, man kom for at opleve, længere og længere væk.
Cinque Terre er ikke blevet populært ved en fejl. Området er blevet populært, fordi det er enestående, og succesen er nu så voldsom, at den nogle gange gør det svært at få øje på det enestående bag alle dem, der står i vejen foran det.
Lad bilen stå et andet sted
Vi havde bil med. Det har vi næsten altid, og når man er vant til at køre rundt i Italien, kan man let få den opfattelse, at en bil er løsningen på stort set alt, også på steder hvor italienerne for mange hundrede år siden byggede deres byer på lodrette klippesider.
Vidst er der parkeringspladser oppe på toppen, ved indgangen til byerne, men du skal ikke regne med at kunne køre fra by til by i Cinque Terre og finde en parkeringsplads.
Du kan naturligvis prøve, men der er næsten garanti for ar du så bruger din ferie på at bakke rundt på stejle veje, mens dine medpassagerer spejder efter ledige pladser, der ikke findes, og de bagvedkørende gør det klart med hornet, at du er noget irriterende.
Et godt tip
Parker bilen i eksempelvis La Spezia og tag toget. Det fungerer. Stå tidligt op og kom afsted, før alle de andre, der har læst det samme gode råd. Tæt ved stationen er der et parkeringshus, men du skal være lidt vaks ved havelågen, for det er hurtigt fyldt op.
kl. 9.40 holdt vi i kø som nummer tre
Det er altså ikke nok at have opgivet tanken om at parkere i selve Cinque Terre. Man skal helst også være hurtigere end alle de andre, der har opgivet den. Der er dog flere muligheder for langtidsparkering i La Spezia, og vi så flere steder med frie pladser, også op af dagen, men de er naturligvis placeret længere fra stationen.
Toget binder de fem byer sammen med omverdenen, og gør det muligt at komme gennem hele området på en dag, hvilket er både let og praktisk.
Via dell’Amore var lukket, så vi gik over bjergene
En af de mest kendte oplevelser i Cinque Terre er Via dell’Amore, kærlighedsstien mellem Riomaggiore og Manarola. En forholdsvis kort og tilgængelig sti langs klipperne, hvor man kan gå med udsigt til havet og sikkert holde hinanden lidt i hånden, hvis man har lyst til den slags.
Den var under ombygning, da vi var der, hvilket vi havde luret på forhånd. Men da vi gerne ville prøve at gå mellem et par af byerne, for oplevelsens skyld, endte vi med en længere travetur, hvor vi først skulle med bus fra Manarola til Volastra, hvorfra en sti til Corneglia udgik.
Det var en lang tur- og en varm tur, men absolut besværet værd, da det er også her, Cinque Terre ændrer karakter. Jo længere man kommer op over byerne, desto længere kommer man væk fra køerne, barerne og alle dem, der skal have taget det samme billede fra den samme vinkel, og man begynder i stedet at se det landskab, der gjorde det muligt at leve her, længe før nogen fandt på at sælge friturestegte rejer i papkræmmerhuse.
Stierne går gennem de stejle terrasser, der er bygget ind i bjergene, og man får en noget mere håndgribelig forståelse af, hvad det har krævet at dyrke noget som helst på de skråninger.
Til gengæld var turen oppe over byerne noget af det bedste ved besøget. Her kunne man igen se havet, bjergene og de farvede huse som en samlet helhed, i stedet for som baggrund for en menneskemængde, og selv om vi nåede at få både varme og højdemeter nok, var det her, området kom tættest på den forestilling om Cinque Terre, vi havde haft, inden vi ankom.
Fem byer og meget lidt plads
Nede i byerne er der mennesker. Mange mennesker.
Det er ikke sådan, at der lige er en smule travlt på hovedgaden, eller at man må vente lidt på et bord. De små gader er ganske enkelt ikke bygget til de mængder, der bevæger sig igennem dem om sommeren, og man ender derfor i en langsom strøm, hvor alle prøver at opleve den spontane italienske charme i den rækkefølge, de bliver lukket frem.
Man kan godt finde små øjeblikke. Et vindue. En trappe. En gammel facade, hvor malingen har mistet ambitionen om at dække det hele. Vasketøj mellem husene. Et kig ned mod vandet, hvor lyset rammer præcis sådan, som man håbede det ville gøre.
Så kommer der nogen og stiller sig foran.
Det er et noget bizart skue. Lokale, for der bor faktisk folk i byerne, blandet med badende feriegæster, der igen er blandet med dagsturister, der spenderer tiden med at gå i gåsegang på de smalle stier og veje.
Det skal ikke lyde, som om vi ikke forstår det. Vi stod der jo selv. Vi havde også kameraer med, og vi gik også rundt og ledte efter de steder, som alle andre havde set på billeder. Det er altid let at blive irriteret over turister, når man selv foretrækker at blive betragtet som rejsende, men forskellen er sjældent større, end at den ene har et kamera over skulderen, mens den anden holder sin telefon ud foran sig.
Det ændrer bare ikke på, at menneskemængden tager noget fra oplevelsen. De fem byer er stadig smukke, men de får ikke meget plads til at være det.
Den italienske charme havde travlt
Vi har efterhånden tilbragt så meget tid i Italien, at vi ved, hvor stor forskel der er på en bar, hvor man bliver budt velkommen, og en bar, hvor man bliver ekspederet. I Cinque Terre bliver du mest ekspederet.
Der bliver talt uforholdsmæssigt godt engelsk mange steder. Det kunne man naturligvis vælge at betragte som et tegn på internationalt udsyn og stor hjælpsomhed, men sandheden er nok lidt anderledes. Der bliver talt godt engelsk, fordi det kan betale sig.
Det er ikke samtaleengelsk. Det er omsætningsengelsk.
Du skal vælge noget, betale og helst få dig placeret eller sendt videre, så den næste kan komme til. Betjeningen er ofte kort for hovedet, ikke nødvendigvis på en direkte ubehagelig måde, men med den særlige effektivitet man udvikler, når et menneske ikke længere er et menneske, men bord nummer syv, der snart skal gøres klar til bord nummer otte.
Den berømte italienske varme, hvor man lige taler lidt om maden, vejret, byen eller livet, havde ikke rigtigt tid den dag. Måske havde den været der om morgenen, før vi kom.
Jeg har en teori om, at en del af de hurtige barer og fiskesteder blev drevet af englændere, der ikke nødvendigvis var flyttet til Italien for at leve la dolce vita, men fordi de havde opdaget, at der er ganske gode penge i at sælge noget fra en frituregryde til mennesker, som alligevel kun er i byen i en time. Det er min egen teori. Jeg har ikke undersøgt den nærmere, og det er nok bedst for alle parter.
Kræmmerhuset fra helvede
Og så var der de der kræmmerhuse med friturestegt fisk.
På papiret lyder det jo rigtigt. Man står ved Middelhavet i en lille gammel fiskerby, solen skinner, og man køber et kræmmerhus fyldt med rejer, blæksprutter og forskellige stykker fisk, som man kan spise med fingrene, mens man ser ud over vandet. Det burde næsten ikke kunne gå galt.
Det kunne det.
Jeg lærte i hvert fald at hade kræmmerhuset, inden vi var færdige med turen. Det hele var fedtet ind i friture, også det der sikkert oprindeligt havde været en reje, og efterhånden som vi bevægede os gennem byerne, lå lugten fra frituregryderne som et ekstra lag oven på havluften, så man ikke længere helt vidste, om man var kommet til en italiensk kystby eller stod bag ved en omrejsende fiskebil på en dansk parkeringsplads.
Fisken var næppe hevet op af havet lige neden for byen samme morgen. Den kan naturligvis godt have været glimrende og fanget af meget dygtige mennesker et eller andet sted, men efter en tur gennem frituregryden smagte det hele mest af det samme, hvilket sikkert også er meningen, hvis det skal serveres hurtigt nok til de næste par tusinde mennesker.
Det sælger. Derfor bliver de ved.
Det smukke forsvinder ikke helt
Og alligevel var der hele tiden noget, der hev os tilbage.
Man drejer om et hjørne i Manarola og ser husene ligge oven på hinanden i farver, der ikke burde kunne fungere sammen, men gør det. Man ser Vernazza fra en vinkel, hvor byen åbner sig ned mod vandet. Man står højt oppe på stien og ser jernbanen forsvinde ind i klipperne, mens havet fylder resten, og så er det næsten ligegyldigt, at man tyve minutter tidligere stod i kø efter en lunken øl og blev betjent af en mand, der gjorde det tydeligt, at man ikke var dagens mest interessante gæst.
Det er måske netop derfor, Cinque Terre er så svært at blive enig med sig selv om. Området lever op til billederne, og samtidig gør oplevelsen det ikke altid. Det smukke er der hele tiden, men man skal arbejde mere end forventet for at få lov til at være alene med det.
Man kan sagtens anbefale Cinque Terre. Det ville være dumt at lade være.
Vi vender tilbage, når alle andre er taget hjem
Vi opholder os nu meget af året i vores lejlighed i Ospedaletti, og selv om der stadig er et godt stykke vej til Cinque Terre, betyder det, at vi ikke behøver at betragte besøget som vores eneste chance. Vi kan vende tilbage.
Det har vi tænkt os at gøre tidligt på vinteren, når sommergæsterne er rejst hjem, togene ikke længere fungerer som mennesketransporter og de mennesker, der faktisk bor i byerne, måske igen har tid til at være mennesker i stedet for at skulle sende os andre gennem baren så hurtigt som muligt.
Det kan naturligvis vise sig, at halvdelen af stederne er lukkede, at vejret er gråt og at de stille gader, vi går og drømmer om, mest føles mennesketomme og kolde. Vi har tidligere kørt 1.700 kilometer for at fotografere lavendelmarker, som var blevet høstet dagen før, så det vil ikke ligefrem være første gang, virkeligheden har valgt en anden løsning end den, vi havde forestillet os.
Men jeg tror, Cinque Terre fortjener en chance mere.
Ikke fordi området skuffede. Nærmest tværtimod. Det var så smukt, at vi gerne vil se, hvordan det ser ud, når det igen får lov til at være sig selv.
Vores billeder fra Cinque Terre
Vi kom naturligvis hjem med billeder. Det ville næsten kræve en aktiv indsats ikke at gøre det.
Selv med menneskehavet, friturelugten og den noget funktionelle gæstfrihed er Cinque Terre et af de mest fotogene områder, vi har besøgt. Farverne, klipperne, havet og husene er stadig præcis så overbevisende, som de var, før turismen opdagede dem.
Nogle af vores billeder fra området er blevet til plakater. På billederne kan man ikke lugte frituren.
Det hjælper.
Se vores plakater og billeder fra Cinque Terre her → [link]
