Olivenolie, Frantoioer og Den Evige Jagt På Det Autentiske
Vi tilbringer en del tid i Ospedaletti og den vestlige del af Ligurien og når man gør det, kan man godt komme til at føle sig som lidt af en selvbestaltet ekspert i området.
Eller, ekspert og ekspert – måske nærmere én af dem, der insisterer på at kalde sig ekspert, fordi man kan finde rundt i supermarkedet. Og når man har indset, at olivenolie åbenbart er en stor ting hernede, ja så bliver man jo nødt til at kaste sig ud i den klassiske italienske disciplin: Jagten på den ægte vare.
Hvorfor Ligurien er et olivenolie-paradis
Så hvad er det, der gør Ligurien til noget særligt, når det kommer til olivenolie? For det første er der de små, stædige Taggiasca-oliven. De gror på oliventræer, som klamrer sig til bjergskråningerne som om de har misforstået, hvad det vil sige at vokse opad. Men det er netop denne kamp mod naturen, der giver olien dens karakter. Olivenlundene breder sig over terrasser bygget af sten, hvor det middelhavsklima, vi andre tager som en selvfølge, viser sig fra sin mest gavmilde side.
Taggiasca-olien er kendt for sin milde, frugtige smag med et strejf af mandel og en let, pebret afslutning. Det er den slags olie, der får folk til at tale om "flydende poesi" uden at lyde alt for prætentiøse. Og det er denne særlige olivenolie, som italienerne selv sværger til, når de vil imponere gæster ved middagsbordet.
Smagen af Terrasser og Stenede Stier
Men selvom området er kendt for sin olivenolie, er der langt fra de skønmalede brochurer om La Strada dell’Olio til virkelighedens veje. For det meste finder man kun olivenlundene fra bilen eller knallerten, når man bumler afsted ad snoede bjergveje. Og de steder, hvor man rent faktisk kan købe olie direkte fra producenterne, er sjældne, gemt væk som små hemmeligheder, der kræver både tålmodighed og en vis villighed til at fare vild.
Lad os lige få én ting på det rene. La Strada dell’Olio er et begreb, som findes flere steder i Italien, og altså ikke en rute du kun finder i Ligurien, hvor den strækker sig fra Ventimiglia ved grænsen til Frankrig, gennem baglandet over til Imperia
En rute, der på papiret lyder som en drøm for olivenolieelskere, men hvor virkeligheden er en lidt anden.
Frantoioer, Farmbesøg og Giv-Aldrig-Op Ruten
La Strada dell’Olio lyder jo herligt romantisk. Man forestiller sig straks sig selv tøffende rundt på små, snoede veje i bjergene, hvor gamle mænd i slidte jakker nikker anerkendende, mens man passerer, på vej fra den ene olivenlund til den næste. Men virkeligheden er en lidt anden. Det viser sig nemlig, at La Strada dell’Olio mere dækker over et område end en egentlig rute.
Cassini Frantoio da Olive nær Isolabona
En slags mytisk idé om en rute, der forbinder de olivenfarme, der ligger på de mest utilgængelige bjergsider i Ligurien. Og når man siger utilgængelige, så mener man seriøst utilgængelige. Som i 'lad os lige overveje, om bilen overhovedet kan vende her'-utilgængelige.
Lidt som vores tur på Proseccoruten (ja, den kan du læse om her: Vi tog Proseccoruten uden at røre en eneste dråbe prosecco). Italien har nemlig en særlig evne til at markedsføre idéer om ruter uden nødvendigvis at tage højde for, om der faktisk er nogen vejskilte, der hjælper dig på vej. Det hele starter pænt med skilte i alle retninger, men allerede ved første kryds er man overladt til sig selv og sin evne til at gætte sig frem.
Men turen er smuk. Hvis man da ellers kan tage øjnene fra vejen længe nok til at se ud over terrasserne med oliventræer. Men selvom ruten er smuk og romantisk i sin idé, er der en sandhed, man er nødt til at tage til sig: Der er langt mellem de steder, hvor man rent faktisk kan få noget ud af turen. De fleste farme er lukkede enklaver, hvor man næppe bliver budt velkommen som spontan gæst. Til gengæld kan man være heldig at finde et frantoio her og der, hvor der er plads til både biler og besøgende.
Når Komfort Slår Eventyrlyst
Hvis du er på byferie, uden bil, eller på bilferie men ikke drømmer om en lang tur i Middelhavets bagland, så er der heldigvis alternativer.
De bynære frantoioer, som eksempelvis i Ventimiglia, Bordighera og Taggia er olieproducenter, der oftere end farmene er gearet til at tage imod besøgende. Dem kan du let komme til på gåben.
Olivenolie butik i Sanremo
Eller mellemtingen. Frantoioer placeret lidt uden for de større byer, hvor det er noget besværligt at komme til, uden bil, men hvor du hurtigt kan komme til. Her kan man parkere mere eller mindre nemt og opleve olieproduktionen på nært hold – i hvert fald slutproduktet.
Gode Råd til at Købe Olivenolie
Uanset om du ender i et frantoio i en by, en gårdbutik langt ude på landet eller en eller anden fancy turistfælde på kysten, så er det værd at huske på et par ting. Pris er ikke altid lig med kvalitet, og den ægte Taggiasca-olie fra Ligurien har en smag, der starter mildt og slutter med en let, pebret note. Hvis du ender med noget, der smager som pap, har du enten købt katten i sækken, eller også er din smagssans ødelagt af for meget tid på motorvejen.
Hvordan Man Planlægger Sin Olivenolietur
Så hvad gør man, når man gerne vil finde noget godt olivenolie? Hvis du er på byferie og bare vil opleve olien og købe med hjem, så styr efter frantoioerne i byerne. De har butikker, og du kan købe flasker uden at skulle frygte for at skulle bakke bilen rundt på en bjergvej. Hvis du derimod er på eventyr med bil og nysgerrighed som din bedste ven, så kast dig ud i de mindre byer og søg efter de steder, der lyder som "oleoteca", "olearia" eller lignende.
Hvad betyder egentlig det der står på flasken?
Når du står dér med flasken i hånden, vil du måske bemærke ord som monocultivar eller blend. Det er ikke bare fine ord til at imponere med over middagsbordet (selvom det heller ikke skader). Det fortæller faktisk noget om, hvad der er i flasken.
Monocultivar betyder, at olien er presset af én enkelt sort oliven – her i området næsten altid Taggiasca. Det giver en ren og karakteristisk smag, og hvis du spørger producenterne selv, så er det naturligvis det eneste rigtige. I modsætning står blend (eller multicultivar), hvor man blander forskellige olivensorter for at ramme en bestemt smagsprofil.
Du kan også købe lækre olivenolier i supermarkedet. Oftest står de bedste øverst og de mindst gode i bunden.
Nogle går skridtet videre og presser kun på oliven fra deres egen gård – det, man nogen gange ser beskrevet som raccolta aziendale eller lignende. Det er ikke altid nævnt lige så markant på etiketten, men når det er, plejer de ikke at holde det hemmeligt.
Hvis du går efter de producenter, der ofte nævnes som blandt de bedste i det vestlige Ligurien, så vil navne som Roi (Boeri), Anfosso og Terre Liguri dukke op igen og igen. De laver alle fremragende monocultivar Taggiasca-olie – og hvis du får fat i en af deres flasker, kan du godt regne med, at olien er lige så alvorligt ment, som etiketten lover.
Konklusionen - Eller Er Den?
Er der en perfekt måde at opleve La Strada dell’Olio på? Sandsynligvis ikke. Men måske handler det hele ikke så meget om at finde frem til den perfekte olie, som det handler om at have haft det sjovt med at lede. Og hvis du ender med at købe din olie i en eller anden hyggelig turistbutik i Sanremo, så gør det måske heller ikke så meget.
